Hvem er den den bedste triatloncoach i Danmark

Hvem er den bedste triathlon coach i danmark?

"Hvem er den bedste triathlon coach i Danmark?" Det er et spørgsmål, jeg ofte støder på — men det er faktisk det forkerte spørgsmål at stille. For den bedste coach til eks. IRONMAN træning findes ikke som en enkelt person eller et fast navn på en liste. Den bedste coach er den, der passer til dig — dit niveau, dine mål, din hverdag og den måde, du fungerer bedst på.

I stedet for at jagte en anbefaling eller et kendt navn, bør du kigge på nogle konkrete kendetegn, der adskiller de virkelig dygtige coaches fra dem, der bare sælger en skabelon.

Jeg vil her give dig nogle konkrete ting, du bør overveje, når du vælger en coach. Og hvem ved … måske finder du Danmarks bedste triathlon coach undervejs.

Faglig dygtighed frem for et stort navn

Et flot CV, mange følgere på sociale medier eller en fortid som eliteatlet er ikke det samme som at være en dygtig coach. De to ting hænger slet ikke nødvendigvis sammen — nogle af de bedste trænere har aldrig selv konkurreret på højt niveau, mens nogle tidligere eliteudøvere aldrig lærer at oversætte deres egen erfaring til andres træning.

Kig i stedet efter substans:

  • Har personen en relevant uddannelse eller certificering inden for træningslære, fysiologi eller triatlon-coaching?
  • Holder han/hun sig opdateret med ny forskning og udvikling inden for udholdenhedstræning?
  • Kan coachen forklare hvorfor et træningspas er lagt, som det er — ikke bare hvad du skal lave?

En fagligt dygtig triathlon coach kan redegøre for den fysiologiske tanke bag din plan. Hvis svarene bliver vage eller kun handler om “det har virket for andre”, er det et advarselstegn.

Data i planlægningen — ikke bare mavefornemmelse

En god triathlon coach bruger data aktivt til at forme og justere din træning — ikke som pynt, men som en integreret del af beslutningerne. Det betyder blandt andet:

  • Løbende analyse af din træningsdata (puls, effekt, pace, HRV, søvn, menstruation m.m.), så planen justeres efter, hvordan du rent faktisk reagerer på træningen — ikke kun efter en færdig skabelon.
  • Objektive tests med jævne mellemrum, så træningszoner og belastning opdateres, i takt med at din form ændrer sig. Og her mener jeg både op og ned, hvis det bliver nødvendigt.
  • Evne til at fortolke data, ikke bare indsamle den. Tal uden kontekst er ikke ret meget værd — det er fortolkningen og de efterfølgende justeringer, der skaber værdien.

En coach, der udelukkende arbejder ud fra fornemmelser eller generelle tommelfingerregler, går glip af vigtig information om, hvordan din krop faktisk reagerer på belastningen. Omvendt skal data heller ikke stå alene — den bedste kombination er data suppleret med erfaring og en fornemmelse for, hvordan du har det.

Individuel tilgang — ikke en standardplan for alle

Der findes desværre mange “coaching-forløb”, der reelt bare er en skabelonplan, som sælges til alle uanset niveau, baggrund og livssituation. Det kan fungere udmærket for nogen — men det er ikke rigtig coaching, det er et produkt. Og så kan du lige så godt finde en af de mange fine træningsplaner, der ligger gratis på nettet.

En dygtig coach tager i stedet udgangspunkt i dig:

  • Din træningshistorik og skadeshistorik.
  • Din livssituation — arbejde, familie, fritidsaktiviteter.
  • Dine specifikke mål: er det at gennemføre din første Ironman, sætte en ny PR på halmarathon, eller noget helt tredje?
  • Din krops individuelle reaktion på belastning og restitution.

Spørg gerne direkte: “Hvordan adskiller min plan sig fra andre atleters?” En seriøs coach kan svare konkret og med eksempler. Kan vedkommende ikke det, er der god grund til at være skeptisk over for, hvor individuel planen egentlig er.

Den rettet triathlon coach for dig

Der findes ikke én officiel standard for træningszoner

Et vigtigt — og ofte overset — punkt, når man vurderer en coach eller en standart træningsplan for den sags skyld, er hvordan personen arbejder med træningszoner. Her er det værd at kende til en central pointe: Der findes ikke én officiel standard for, hvordan træningszoner defineres.

Forskellige metoder og systemer opererer med forskellige antal zoner (nogle bruger 3, andre 5 eller 7), forskellige grænser mellem zonerne, og forskellige måder at beregne dem på — nogle tager udgangspunkt i makspuls, andre i laktattærskel, FTP på cyklen, borgskalaen osv.. Det betyder, at “zone 2” i én model ikke nødvendigvis er det samme som “zone 2” i en anden.

Det har to vigtige konsekvenser, når du vælger coach:

  • Sammenligning på tværs af systemer giver ikke mening. Hvis du bytter coach, eller læser råd fra forskellige kilder, kan zonebetegnelserne pege på vidt forskellige intensiteter. Det er ikke ensbetydende med, at nogen tager fejl — det er bare forskellige rammer for at beskrive det samme spektrum af intensitet.
  • Zoner bør være individuelt fastsat — ikke taget fra en generisk tabel. En dygtig coach beregner dine zoner ud fra dine egne test- og træningsdata, ikke ud fra en alderskorrigeret formel eller en fast procentdel af en antaget makspuls. To atleter med samme alder og samme makspuls kan sagtens have vidt forskellige tærskler og dermed forskellige zoner.

Når du taler med en potentiel triathlon coach, er det derfor relevant at spørge: “Hvilket zonesystem bruger du, og hvordan har du fastsat mine zoner?” Svaret bør involvere test af dig specifikt — ikke en færdig tabel, der bruges til alle.

Kommunikation og tilgængelighed med din coach

Selv den fagligt dygtigste coach med den bedste dataforståelse gør ingen gavn, hvis samarbejdet ikke fungerer i praksis. Overvej:

  • Hvor ofte og hvordan får du feedback på din træning?
  • Er der plads til dialog, når livet kommer i vejen for planen?
  • Forstår coachen, at du er et menneske med en hverdag — ikke bare tal i et regneark?

Referencer og resultater — men med omtanke

Det er naturligt at kigge efter resultater og udtalelser fra andre atleter, men vurdér dem med et kritisk blik. Spørg specifikt:

  • Har coachen erfaring med atleter på dit niveau og med dine mål — ikke kun med eliteudøvere?
  • Kan tidligere eller nuværende atleter fortælle konkret om samarbejdet, ikke bare at “det gik godt”?

Ja, vi sammenligner os med andre. Det gør de fleste af os. Men i virkeligheden bør du først og fremmest sammenligne dig med dig selv. Du kender ikke de andres forudsætninger.

  • Nogle har været elitesvømmere og har derfor et helt andet udgangspunkt i vandet, når de begynder at træne mod en IRONMAN.
  • Andre har dyrket atletik siden barndommen og kender følelsen af at presse sig selv helt til grænsen på løbeturen.
  • Nogle er singler, har fleksible arbejdstider og får otte timers søvn hver nat.
  • Nogle har små børn, og forsøger at passe madpakker og for lidt søvn ind i træningen.

Du kender ikke de andres udgangspunkt, deres hverdag eller deres træningshistorik. Så lad være med at måle din udvikling op imod deres.

Sammenlign dig med den atlet, du var for tre måneder siden.

Til dig, som overvejer en coach — det her skal du tænke på

At “få” en coach er ikke kun et fagligt valg — det er også en investering af tid, penge og tillid. Derfor er der en række ting, du med fordel kan gøre op med dig selv, så du undgår evt skuffelser, samt får mest muligt ud af forløbet.

Vær ærlig om, hvorfor du overhovedet vil have en coach

Start med at spørge dig selv, hvad du egentlig håber at få ud af et forløb.

  • Er det struktur, fordi du drukner i informationer og ikke ved, hvad du skal prioritere?
  • Er det faglig sparring, fordi du har ramt et plateau, du ikke selv kan bryde?
  • Er det motivation og ansvarlighed, fordi du ved, du træner bedre, når nogen holder øje med dig?
  • Eller er det teknisk viden til en ny disciplin, du er usikker på?

Jo mere klar du selv er på formålet, jo lettere bliver det at vurdere, om en coach rent faktisk kan levere det, du har brug for — og jo lettere bliver det for coachen at hjælpe dig godt fra start.

Hvad du får for pengene?

En triathlon coach koster forskelligt, alt efter hvor meget personlig kontakt, individuel tilpasning og opfølgning der er inkluderet. Nogle forløb er i bund og grund en generisk plan og minimal kontakt til en rigtig person. Andre inkluderer ugentlig dialog, videoanalyse, telefonopkald og løbende justeringer.

Det er ikke ensbetydende med, at det dyreste altid er bedst, eller at det billigste altid er værdiløst — men det er vigtigt at forstå præcis, hvad du betaler for, før du sammenligner priser på tværs af udbydere.

Hvor meget tid kan du selv investere i samarbejdet?

Et godt coach-atlet-forhold kræver noget af begge parter. Du skal typisk logge din træning, besvare spørgsmål, give feedback på, hvordan de enkelte træninspas har føltes, og være ærlig, når noget ikke fungerer — også når det er ubehageligt at indrømme, at du har sprunget et pas over, eller at motivationen er lav. Har du ikke overskud til den dialog i en presset periode af livet, kan selv den bedste coach have svært ret at hjælpe dig optimalt, fordi grundlaget for justeringer mangler.

Tjek om kemien passer — ikke kun det faglige

Det faglige niveau er afgørende, men det er langtfra det eneste, der betyder noget. Du skal kunne tale åbent med din coach — også om nederlag, tvivl, skader og perioder, hvor livet fylder mere end træningen. Nogle atleter trives bedst med en coach, der er meget struktureret og ligefrem; andre har brug for en mere blød og støttende tilgang. Ingen af delene er “rigtige” eller “forkerte” — det handler om, hvad der fungerer for dig.

Et indledende møde eller en samtale, inden du forpligter dig, kan sige rigtig meget om, hvordan samarbejdet kommer til at føles i praksis.

Hvordan et typisk forløb ser ud — ikke kun de første uger

Mange coaches er gode til at lave et flot opstartsforløb, men det er langtidsholdbarheden, der for alvor tæller. Spørg, hvordan planen typisk udvikler sig over måneder, hvordan periodisering håndteres hen imod dit A-race, og hvordan coachen reagerer, hvis du bliver syg, skadet, eller pludselig får en presset periode på jobbet.

Svarene fortæller dig noget om, hvor fleksibel og erfaren coachen egentlig er, når planen skal tilpasses virkeligheden og ikke bare følge et forudbestemt skema.

Vær opmærksom på advarselstegn

Der er nogle ting, du bør lade lyset blinke ved, hvis du støder på dem:

  • Coachen kan ikke eller vil ikke forklare den faglige begrundelse for træningen.
  • Du får en plan, der ser identisk ud med det, en ven eller
  • klubkammerat har fået, uden reel individuel tilpasning.
  • Der er intet system for opfølgning, justering eller dialog — planen sendes bare, og så er det op til dig selv.
  • Kommunikationen føles ensidig, og dine tilbagemeldinger bliver ikke brugt til at ændre noget som helst.
  • Coachen lover urealistisk hurtige resultater eller garanterer bestemte tider uden at kende din baggrund ordentligt.

Giv det tid — resultaterne kommer ikke på en uge

Et samarbejde med en tricoach tager ofte lidt tid at finde sit rette leje, både fordi coachen skal lære din krop at kende, og fordi I begge skal finde en god samarbejdsform. 

Sådan finder du din bedste triathlon coach

Uanset hvor dygtig din coach er, er det i sidste ende dig, der skal udføre træningen, lytte til din krop og træffe beslutninger i hverdagen. En god coach guider og rådgiver dig — men fratager dig ikke ansvaret for din egen krop og dine egne valg.

Vær derfor forsigtig med en coach, der insisterer på blind lydighed uden plads til din egen fornemmelse og tilbagemelding. Det bedste samarbejde er en dialog, ikke en énvejskommando.

Kort sagt: Tag dig tiden til at afklare dine egne behov, dit budget og din tid, før du vælger coach til din IRONMAN — og vær ikke bange for at stille de svære spørgsmål tidligt i processen. Det er langt bedre at bruge lidt ekstra tid på at finde det rette match, end at skulle skifte coach efter få måneder, fordi grundlaget aldrig var på plads.

I stedet for at lede efter et navn på en liste, kan du bruge disse spørgsmål som en tjekliste, når du taler med potentielle coaches:

  • Kan du forklare den faglige tanke bag min træning?
  • Hvordan bruger du data til at justere min plan løbende?
  • Hvordan adskiller min plan sig fra andre atleters?
  • Hvilket system bruger du til at fastsætte træningszoner, og hvordan er mine zoner fundet frem?
  • Hvordan foregår kommunikationen mellem os i hverdagen?

Den bedste triathlon coach for dig er ikke nødvendigvis den mest kendte eller den med flest følgere — det er den, der kombinerer faglig indsigt, brug af data og en genuint individuel tilgang til netop din træning.

God jagt på den rette coach!
— Træningsmakker

IRONMAN Coach og Løbetræner Claus Lillevang

Forfatter: Claus Lillevang

Claus Lillevang er IRONMAN U Certified Coach, certificeret løbetræner og uddannet 80/20 Endurance Coach. Med en baggrund som oversergent i Forsvaret er han desuden uddannet Militær Fysisk Træner og har gennem sin militære karriere gennemført kurser og uddannelse inden for blandt andet fysisk træning, svømning, fysiologi, anatomi og skadesforebyggelse.

Scroll to Top